Mads Edinger, What Made Me, What Made Us, mixed media på lærred, 130 x 90 cm. 2026
INVITATION
MADS EDINGER
"VI LIGNER NOGET, I TROR, I KENDER…"
LØRDAG DEN 28. MARTS 2026
FERNISERING 12.00-15.00
Galleri Oxholm har fornøjelsen af at invitere til fernisering på udstillingen "Vi Ligner Noget, I Tror, I Kender…". Udstillingen markerer Mads Edingers første soloudstilling i galleriet siden indledningen af vores samarbejde i slutningen af 2024.
Om udstillingen siger Mads:
"Jeg oplever ofte at blive dømt på forhånd. Måske på grund af mit udseende, min kropslige udsmykning. Måden jeg bevæger mig på. Det miljø, jeg færdes i. Men når mennesker kommer tættere på og lærer mig at kende, ændrer blikket sig ofte. Den erfaring er udgangspunktet for denne udstilling. Malerierne kredser om min egen erfaring og min egen generation og de miljøer, jeg bevæger mig i. De undersøger, hvordan vi aflæser hinanden gennem ydre tegn. Tøj, attitude, kropssprog, grupper. Tegn, vi hurtigt oversætter til forestillinger om, hvem et menneske er. Figurerne i værkerne kan ligne nogen, man tror, man kender. Stereotyper vi genkender fra gaden, medierne eller vores egne forestillinger. Men i malerierne får de lov til at være mere end dette. Nogle står i grupper, bundet sammen af loyalitet og fællesskab. Andre fremstår alene. Nogle bærer symboler, der bryder forventningen - en buket roser, en hest, en gestus af omsorg. Udstillingen undersøger spændingen mellem dét blik, vi møder hinanden med, og dét menneske, der findes bagved. For selv i kunstens verden findes forestillinger om, hvordan en kunstner - eller et menneske - burde se ud. Vi ligner noget, I tror, I kender, men måske I tager fejl!".
Mads Edinger, Kiosk, mixed media på lærred, 80 x 60 cm, 2026
Mads Edinger (f. 1996, København) er en dansk, autodidakt kunstner, der arbejder i et figurativt univers, hvor fortælling og stemning spiller en central rolle. Han søger ikke at gengive virkeligheden 1:1, men skaber i stedet narrative scener, som inviterer beskueren til at indgå i en personlig fortolkning af værkernes univers. Edingers arbejde udforsker menneskelige handlinger og relationer; vores forhold til naturen og verden og de underliggende dynamikker, der former vores eksistens. Han lader ofte det rå og uperfekte få en central æstetisk plads i kompositionen.
Mads Edingers kunst trækker både på klassiske og mere moderne strømninger og gennem maleriets eget sprog åbner han op for historier, hvor skjulte eller oversete tanker får plads på lærredet. Dette gør Edinger til en yderst interessant og markant ung stemme på den danske samtidskunstscene – en stemme, der nu vises i en ny udstilling på Galleri Oxholm, Frederiksberg.
Edinger har været præsenteret på gruppeudstillinger i galleriet samt på væsentlige messer herhjemme.
Vi har længe set frem til denne udstilling og glæder os til at kunne byde alle interesserede velkommen i galleriet.
Fernisering: Lørdag 28. marts 2026 kl. 12.00 – 15.00
Sted: Galleri Oxholm, Pile Allé 25, 2000 Frederiksberg
For yderligere information og billedmateriale, kontakt venligst:
Kim Jørgensen eller Charlotte Dyrberg
kj@gallerioxholm.dk eller cd@gallerioxholm.dk
