SOLO SHOW : H.E.D. (NO) "SPEJLENE"


HÅKON ENGESÆTH DANIELSEN (NO)

“Min påstand er, at alt hvad jeg udtrykker, afslører sider af mig selv. Min kunstneriske udtryksform udvikles derfor gennem et arbejde med mig selv. Malerierne er således et afkast af min væren, der giver indblik i et givent tidspunkt af mit liv, som et mentalt fingeraftryk, som et spejl.“

Håkon Engesæth Danielsen's værker udtrykker det indre i det ydre. Fortællingerne kommer til udtryk gennem et ekspressivt sprog, der resulterer i en billedflade fuld af rytme og intensitet, med store som små mønstre af eksplosion. Dette synes at udtrykke en slags uragtig vildskab, der nærmest vælter larmende ind over beskueren, og på heftig vis afspejler følelsernes kompleksitet. Men engang imellem finder vi også små glimt af stilhed midt i stormen, når store billedflader efterlades tomme, og skaber en intethed, der står poetisk tilbage, som en italesættelse af en bestemt sårbarhed.

Der er ikke tale om malerier skabt som rene maleriske flader, men derimod om værker, der fungerer som vinduer ind til et bestemt indre. Det færdige værk er ikke blot selvet udtrykt i ekstern form, men derimod en direkte forlængelse af det. Det er Jegets udstrakte flade, der viser sig i abstrakte former og mønstre, som en slags sindbilleder af det følte. På den måde fungerer Danielsens praksis også som en undersøgelse af selvet og af de fysiske og mentale sindstilstande, som ikke altid er til at begribe og erkende. Derfor leger Danielsen også med ideen om, at hvert værk er en slags ’freudian slip’, der afslører Jegets sande psykologiske tilstand. Hver impuls indeholder en sandhed og beskriver øjeblikket, som det er her og nu. Og som et ægte ’freudian slip’ kan det føre hen til et sted, hvor mening bryder sammen, og ellers skjulte sandheder kommer frem.

 

 

For more info visit the artists website: www.hdanielsen.com