SHAPE & SURFACE
Hans Henrik Fischer & Alan Waring
FERNISERING FREDAG 11. SEPTEMBER 2026 · KL. 16.00 – 18.00
Udstillingsperiode 11. september – 3. oktober 2026
Galleri Oxholm har fornøjelsen af at invitere til fernisering på SHAPE & SURFACE, en ny duo-udstilling med Hans Henrik Fischer og Alan Waring.
I udstillingen mødes to markante kunstneriske praksisser i en visuel dialog mellem maleri, form og overflade. På tværs af medier undersøger de to kunstnere materialitet, præcision, humor og alvor samt det skulpturelle potentiale, der opstår i mødet mellem flade og form.
HANS HENRIK FISCHER
Hans Henrik Fischer præsenterer 11 nye malerier i forskellige formater samt nye tryk, udgivet i et begrænset oplag på 8 + 2 AP.
Fischers malerier er kendetegnet ved en særegen balance mellem præcision, kompositorisk stringens og en stærk visuel sensibilitet. Med en konsekvent og øvet tilgang til maleriet har han skabt et univers, hvor farve, form og rumlighed mødes i komplekse og visuelt insisterende kompositioner.
SHAPE & SURFACE markerer samtidig et særligt tidspunkt i Fischers kunstneriske virke. Efter udstillingen træder han planlagt et skridt tilbage fra kunstscenen for at hellige sig en mangeårig ambition om at skabe en tegneserie. Det forventes derfor, at han vil være mindre synlig på galleriscenen de kommende 1–2 år.
Udstillingen bliver dermed en særlig mulighed for at opleve og erhverve nye værker af Hans Henrik Fischer på et markant tidspunkt i hans kunstneriske udvikling.
ALAN WARING
Alan Waring har til udstillingen skabt en række nye keramiske værker.
Som noget helt nyt introduceres desuden en bronzeskulptur. Skulpturen er støbt i Spanien i samarbejde med et specialiseret, professionelt støberi og lanceres i to størrelser som en eksklusiv limited edition.
Med bronzen føjer Waring et nyt materiale og et nyt format til sin kunstneriske praksis. Hans karakteristiske formsprog og sikre sans for materialitet videreføres her i bronze, hvor materialets tyngde, overflade og varighed tilfører værkerne en ny dimension.
Vi oplever allerede stor interesse for de nye værker og glæder os til at præsentere SHAPE & SURFACE for vores samlere, kunstinteresserede og gæster.
Vi håber at se jer til ferniseringen fredag den 11. september kl. 16.00–18.00.
Galleri Oxholm
SHAPE & SURFACE
Hans Henrik Fischer & Alan Waring
11. september – 3. oktober 2026
Fernisering: fredag 11. september 2026 kl. 16.00 – 18.00
Sted: Galleri Oxholm, Pile Allé 25, 2000 Frederiksberg
For yderligere information og billedmateriale, kontakt venligst:
Kim Jørgensen eller Charlotte Dyrberg
kj@gallerioxholm.dk eller cd@gallerioxholm.dk
Alan Waring, detalje af ny bronze. 2026
Hans Henrik Fischer, Transition, olie på lærred, 40 x 50 cm. 2026
