Back to All Events

Distance Creates Beauty // Solo by Isabelle Scheltjens


  • Frau 25 Pile Allé Frederiksberg, , 2000 Denmark (map)


Galleri Oxholm præsenterer

DISTANCE CREATES BEAUTY


En soloudstilling af Isabelle Scheltjens


UDSTILLINGSPERIODE: lørdag 13. november – lørdag 27. november 2021
FERNISERING: lørdag 13. november 12.00 – 14.00.


Det er med længe ventet glæde, at Galleri Oxholm kan invitere til fernisering på soloudstillingen Distance Creates Beauty - den første soloudstilling i galleriet med den belgiske kunstner, Isabelle Scheltjens.

Scheltjens kunstneriske undersøgelse af mosaikformatet i en samtidig kontekst er både teknisk overraskende og næsten malerisk dekorativ. Den klare nytænkning af det gamle medie giver sig først og fremmest til kende ved kunstnerens flirt med popæstetikkens "larmende", kolorerede verden, men også i udstillingens mere klassiske og sødmefulde portrætter ses en nysgerrig og præcis behandling af glasset som primært materiale.

Distance Creates Beauty sætter med et særligt håndværksmæssigt sprog og ekstraordinær kunstneriske disciplin på bogstaveligste vis beskuerens krop og perceptionsforståelse i spil. Gennem iagttagelse af de store formater, på både afstand og tæt hold, aktiveres værkernes tusindevis af håndlavede mosaikker påsat i lag. Portrætterne samles og farver, flader og detaljer afsløres på skift alt afhængig af hvor den besøgende placerer sig i forhold til værket. Netop dette er det interessante og raffinerede ved Scheltjens virke. Det uventede, grove og kantede ved den enkelte mosaiks udseende og det smukke, samlende, når denne i kompagniskab med tusindvis af andre skaber ét samlet hele og indgår i dialog med beskueren.

Distance Creates Beauty kan opleves i Galleri Oxholm i perioden 13. november - 27. november 2021.

Isabelle Scheltjens, The Future Is a Big Kiss, unik mosaik, 152 x 114 cm. 2021

Isabelle Scheltjens (født 1981) bor og arbejder i Belgien og har på ganske kor tid gjort sig bemærket med sine yderst gennemarbejdede og unikke mosaikker i store formater. Hendes baggrund er bl.a. studier ved SISA, the Antwerp City Institute for Decorative Arts and Crafts, ligesom også hendes mand, Diek Neefs, mesterlige håndværk med glasmosaikker og farveteori har været med til at definere hendes eget virke og teknik. Scheltjens gennemarbejdede og opsigtsvækkende værker har siden 2015 været udstillet i Frankrig, Belgien, Hong Kong, England, Sydafrika, USA, Holland og De Forenede Emirater og nu kommer hun også til Danmark med denne længe ventede, første solo udstilling i Galleri Oxholm.