Back to All Events

AUDIO VIDEO DISCO



AUDIO VIDEO DISCO
En Soloudstilling af Kinki Texas

 
UDSTILLINGSPERIODE: FREDAG 18. SEPTEMBER – LØRDAG 10. OKTOBER 2020

FERNISERING: FREDAG DEN 18. SEPTEMBER 16.00 – 20.00

——————————

ÅBNINGSTID ÆNDRET: som følge af den aktuelle situation med stigende tilfælde af Covid-19-smittede danskere, har vi valgt at udvide åbningstiden for ferniseringen på "AUDIO VIDEO DISCO" på fredag, så vi sikrer en forsvarlig og god oplevelse for alle.

FERNISERING 16.00 - 20.00

Vi henstiller til at vores gæster passer på hinanden, holder afstand, spritter af og bruger mundbind, skulle dette blive nødvendigt. Galleriet sikrer videre, at pladskravet i galleriet overholdes med en vagt i døren.

Vi glæder os til at se jer og ønsker alle en god tirsdag.

Galleri Oxholm


 ——————————-
 

Det er med stor glæde, at Galleri Oxholm inviterer til fernisering på udstillingen Audio Video Disco. Den anden soloudstilling med den tyske kunstner Kinki Texas.
 
Udstillingen præsenterer fem store malerier og en række større tegninger. Fælles for både tegninger og malerier ses kunstnerens udfoldelse af emner indenfor historie, filosofi og psykologi. Med titler som Cains Caravan, Red River, Temple of Laramie, Stagecouch og Mercur Pony Expression, manifesterer de udstillede værker sig som imponerende og intense, humoristisk udtryk med en tydelig reference til punkrockens alvorstunge æstetik og udad reagerende energi samt gonzo genrens mere ironiske og lette side.

De medtagne værker adskiller sig fra hinanden og er i udgangspunktet ikke tænkt i en sammenhæng og alligevel giver de på forunderligste vis mening i denne samlede præsentation. I både malerier og tegninger findes underlige figurer – hybrider af maskine, menneske og dyr, cowboys langbenede heste og riddere i rustninger, der med iver og i hobevis indtager verdenen på fladen. Det charmerende naive udtryk og de uendelig mange detaljer og massive mix af teksturer i tusch, lak, spraymaling og fedtfarve, ansporer til, at man som beskuer åbner op for mødet med fantasien og lader denne guide en ud i fordybelsen af et univers, der er helt sit eget og tager tid at lære at kende. Gør man det, investerer sig selv, vil man, dér midt i alt virvaret og kaosset, møde en ganske særlig kunstner.

Audio, Video, Disco (fra latin jeg hører, jeg ser, jeg lærer) peger både på vanviddets og observationens relevans for en større forståelse af helheden og samtiden. Og måske er dette netop, hvad vi har brug for at forstå denne særlige tid, vi lever i. Intet er som det var, men muligheder kan opstå ud af selv det mest uoverskuelige og groteske scenarie.
 
Kinki Texas (Holger Meier) er født i 1969 i Bremen, Tyskland, hvor han også arbejder og bor i dag. Han modtog i 2005 en mastergrad i kulturstudier og filosofi fra universitetet i Bremen. Denne er efterfølgende fulgt op af en ph.d. i filosofi. Han har i mange år arbejdet med 3D-animation, video installationer og musikvideoer. Siden 1987 har Kinki Texas været del af gruppe- og soloudstillinger i bl.a. USA, Tyskland, Italien, Belgien, Danmark, Polen og Østrig. Han er i dag repræsenteret i samlinger over det meste af verden og har udgivet en række bøger.


Vi glæder os til at se Jer i galleriet!
 

 
Kinki Texas, Temple of Laramie, mixed media on canvas, 220 x 200 cm. 2020

Kinki Texas, Temple of Laramie, mixed media on canvas, 220 x 200 cm. 2020

Earlier Event: September 8
Art Odense
Later Event: October 17
Fall Expressions 2020