"First Blood" : Simon Fensholm, Christian Gundtoft & Kent Richardt


"First Blood" is a group exhibition featuring three artists all new to the gallery : Simon Fensholm, Christian Gundtoft and Kent Richardt.


Simon Fensholm (DK)
Denne udstilling tager udgangspunkt i mennesket og dets famlen efter kontrol i den ukontrollerbare kontekst, det befinder sig i. I en søgen efter den konstruerede autencitet og det kontrollerede kaos, der som en redningsvest kan få os til at flyde ovenpå alt det uperfekte og skrøbelige, der gør os til forgængelige væsner.

En ekspressiv dokumentar, der skaber et sammenhængende voyeuristisk portræt af det moderne menneske og dets samtid, hvor underspillet skrøbelighed og poesi gemmer sig lige under den lakerede overflade på den fine tunge maske, vi alle har siddende på vores rundtossede hoveder.

Mellem det perfekte og det uperfekte, det melankolske og det håbefulde. Lige dér i tågens grålige tvetydighed, mellem abstraktion og figuration, findes den poetiske og stille fortælling om menneskets blåtoner og de stemninger, der ikke synes at kunne oversættes til ord.

Simon Fensholm er uddannet fra Kunstakademiets Designskole. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 2015 og Charlottenborgs Forårsudstilling 2016.

_______________
Christian Guntoft (DK
"Jeg arbejder altid hen imod en indre vision, om end det er en flygtig størrelse. Indenfor maleriet har jeg flere nicher, jeg beskæftiger mig med, men det "store overlap" må være min fascination af DYNAMIK. Derfor finder jeg forholdet imellem ekstremer meget interessant, da der i disse spændfelter skabes de største energiudladninger.

Et maleri er færdigt, når det helt "har sluppet mig". Jeg plejer at sige, at det skal "flyve" - altså eksistere helt på sine egne præmisser og ikke være afhængigt af forklaringer eller andre ydre rammer. Det er mit ønske, at jeg som afsender fylder så lidt som muligt i beskuerens bevidsthed, således at det er muligt at danne sit eget forhold til et givent værk".

Christian Gundtoft er autodidakt billedkunstner og har siden 2015 haft atelier og galleri i Hedehusene som en del af kunstnerfællesskabet "Surrogaten".

____________
Kent Richard (DK)
Kent Richard er autodidakt billedkunstner og bruger udklip fra aviser, magasiner og gamle bøger kombineret med kul/grafit og akryl i sine værker. Hvert enkelt udklip fortæller noget i sig selv, men får yderligere en dimension, når de sættes i en ny og anderledes kontekst af kunstneren, som også bruger old school breve skrevet i hånden med pen og blæk. "Vi står på skuldrene af tidligere generationer. Vor verden og menneskene i den er i konstant forandring, og jeg ønsker med mine skævvredne motiver at få beskueren til at stoppe op og give sig tid til eftertanke. Det perfekte menneske er så uendeligt kedeligt, hvorimod det uperfekte gør livet større og verden så meget mere spændende".

Kent Richard har levet i og af musikken som trommeslager i mere end 40 år.